|
| Regeringen og Dansk Folkeparti har med udgangspunkt i Regeringens oplæg aftalt en ændring på de skattemæssige områder.
Skattegrænser og overførsler holdes i ro Konkret vil der være tre tiltag:
1) Den automatiske regulering af beløbsgrænser for skatter (§ 20) suspenderes i 2011, 2012 og 2013. 2) Forhøjelse af indkomstgrænsen for topskat i 2011, der er aftalt i Forårspakke 2.0, udskydes i 3 år til 2014. Efter 2013 vil reguleringen af satser for indkomstskattegrænser mv. igen følge de hidtidige principper. 3) Maksimalt fradrag for indbetaling af faglige kontingenter til kr. 3.000 pr. år.
De forskellige beløbsgrænser i skattesystemet reguleres hvert år med lønudviklingen på det private arbejdsmarked – den såkaldte § 20-regulering i personskattelovgivningen.
For at bidrage til genopretningen af den offentlige økonomi suspenderes denne regulering i tre år – dvs. i 2011, 2012 og 2013.
Suspensionen skal ses i lyset af de helt særlige forhold for dansk økonomi, at øvrige områder også holdes i ro, og at vi ikke vil forhøje specifikke skatter eller indføre nye skatter som led i konsolideringen, jf. boks 3.
Det betyder samtidig, at den forhøjelse af indkomstgrænsen for topskat i 2011, som følger af Forårspakke 2.0, udskydes i tre år til 2014.
Det er endvidere aftalt, at lønmodtagernes ligningsmæssige fradrag vedrørende indbetalinger til faglige organisationer begrænses fra 2011 til kr. 3.000 årligt. Begrænsninger skal også gælde erhvervsdrivendes indbetalinger til arbejdsgiverorganisationerne, dog kun vedrørende den del af indbetalingen, som ikke anses for et momspligtigt servicebidrag.
Suspensionen af den automatiske regulering af beløbsgrænserne for skatter mv. i 2011, 2012 og 2013 samt udskydelsen af den planlagte forhøjelse af topskattegrænsen i 2011 i tre år og maksimalfradrag for faglige kontingenter styrker samlet set de offentlige finanser med i alt 9,1 mia. kr. i 2013.
Boks 3 Skattestoppet indebærer, at ingen afgift eller skat må sættes op. Med den midlertidige suspension af § 20-reguleringen fastholdes beløbsgrænserne i skattesystemet uændret i nogle år. Det indebærer en stramning, som ikke er i overensstemmelse med formuleringen af skattestoppet fra 2001, men der indføres ikke nogle nye skatter, og der sættes ikke nogle skattesatser op.
Den midlertidige suspension af § 20-reguleringen skal ses i lyset af de helt særlige aktuelle forhold for dansk økonomi, Med suspensionen vil grænserne for fx topskat og personfradrag i 2013 være de samme i kroner som i 2010.
Konsekvenser 1) Alle vil skulle betale mere i skat i 2011, 2012 og 2013 end det var forudsat i Forårspakken 2.0, men uændret i forhold til 2010 2) De påtænkte stigninger i energiafgifter m.v. synes ikke at blive berørt af planen, hvilket betyder en ”merskat” i forhold til 2010. 3) Konsolideringsfradragsprocenten – og derved konsolideringsfradraget – hos de faglige organisationer bliver i 2011, 2012 og 2013 det samme som for 2010 = 0% 4) Fradragsbegrænsningen til maksimalt kr. 3.000 vedrørende faglige kontingenter medfører en merskat pr. år på ca. kr. 300 pr. kr. 1.000 i kontingent i over kr. 3.000. 5) Fradragsretten for indbetaling til efterlønsordning og arbejdsløshedskasser bevares.
| | | 19-05-2010 | | Tilbage |
| | |  |  |  |
|