|
| | Regeringen har nu vedtaget den meget omtalte udligningsskat på pensionsudbetalinger.
Mod forventning kommer den kun til at virke i en kortere årrække, nemlig i årene 2011–2019 – altså i 9 år. Personer født i 1960 eller senere vil derfor som udgangspunkt ikke skulle betale denne særskat.
Skatten betales af alle pensionsudbetalinger over kr. 362.800 (2010), hvilket beløb årligt pristalsreguleres. For ægtefæller gælder, at der kan ske overførsel af et beløb på op til kr. 121.000, hvis den ene ægtefælle ikke kan udnytte sit bundfradrag, hvilket betyder at den ene ægtefælle kan modtage kr. 483.800 i pension, mens den anden ægtefælle modtager kr. 242.800 eller mindre.
Særskatten har følgende satser i perioden:
• 2011 : 6 % • 2012 : 6 % • 2013 : 6 % • 2014 : 6 % • 2015 : 5 % • 2016 : 4 % • 2017 : 3 % • 2018 : 2 % • 2019 : 1 %
Udligningsskatten pålægges ikke udbetalinger fra kapitalpensioner, førtidspensioner, efterløn, flexydelse og invalidepensioner, men ellers er ingen pensioner undtaget. Den gælder derfor ikke bare for udbetalinger fra private pensionsordninger, men også for folkepension, ATP og tjenestemandspensioner.
Skatteministeriet forventer, at skatten højst vil ramme ca. 30.000 pensionsopsparer, hvilket svarer til knap 4 % af alle pensionister.
For en pensionist med månedlige pensionsudbetalinger på kr. 50.000 inkl. folkepension og ATP vil skatten i 2011 være lidt over kr. 14.000 og for hele perioden (2011-2019) lidt over kr. 92.000.
Mange pensionister vil formentlig kunne undgå eller reducere skatten væsentligt ved enten at udsætte udbetalingen til efter 1. januar 2020 eller ved at vælge en længere udbetalingsperiode, og derved nedsætte de årlige udbetalinger.
| | | 21-06-2010 | | Tilbage |
| | |  |  |  |
|