ADMINISTRATION
KØBENHAVN
ODENSE
ÅRHUS
Beskatning af fri avis
 

Skatterådet bekræfter og strammer praksis når den frie avis ydes i forbindelse med en kontantlønsnedgang.

 

Mange arbejdsgivere tilbyder de ansatte fri avis som et personalegode, og tit sker det som et led i en kontantlønnedgangsordning. Inden for de sidste par måneder har Skatterådet 2 gange (vedrørende offentlige arbejdsgivere) haft mulighed for at kommentere praksis på området.

 

Hovedreglen er, at alle personalegoder er skattepligtig, herunder også fri avis. Men hvis avisen i overvejende grad stilles til rådighed for de ansatte, som følge af deres konkrete arbejde, vil værdien af den frie avis være omfattet af bagatelgrænsen på kr. 5.500 i 2010. I ingen af de 2 sager for Skatterådet oversteg abonnementsudgiften kr. 5.500.

 

I den første sag ønskede en kommune svar på, om kommunen som en del af en kontantlønnedgangsordning kan tilbyde alle kommunens ansatte (ca. 7.500) en skattefri lokalavis. Det var kommunens opfattelse, at lokalavisen giver deres ansatte oplysninger omkring, hvad der sker i kommunen. Oplysninger som er relevant for alle ansatte, uanset hvilket job de udfører i kommunen.

 

Skatterådet lagde vægt på, at kommunen ville stille avisen til rådighed for samtlige 7.500 ansatte med vidt forskellige arbejdsopgaver. Det var derfor Skatterådets opfattelse at avisen ikke kan siges, i overvejende grad, at være stillet til rådighed for de ansatte af hensyn til arbejdet.

 

Skatterådet bemærkede dog, at der blandt de 7.500 ansatte, vil være nogle, der har arbejdsopgaver, som efter en konkret vurdering vil betyde, at avisen i overvejende grad må antages at være stillet til rådighed af hensyn til arbejdet, hvorfor den frie avis er omfattet af den skattefri bagatelgrænse.

 

I den anden sag spurgte en Region Skatterådet, om der kan etableres fleksible kontantlønnedgangsordninger (herunder fri avis) for alle medarbejdere i Regionen?

 

Regionens tanke var ligesom kommunen i ovennævnte sag, at alle medarbejdergrupper skulle tilbydes fri avis, uden at der foretages en konkret og individuel vurdering af, hvorvidt avisen er af betydning for arbejdets udførelse for den enkelte medarbejder. Tilbuddet omfattede alene dagblade som Jyllandsposten, Politiken, lokale folkeblade, men ikke formiddagsblade (som Ekstra Bladet og BT).

Skatterådet besvarede ligesom i den første sag spørgsmålet med et ”Nej” og udtalte, at fri avis skal beskattes hos de ansatte, der efter en konkret vurdering ikke kan anses at opfylde betingelserne for at være omfattet af bagatelgrænsen.

 

Skatterådet spidsede pennen i den sidste sag og udtalte, at ”når godet er finansieret ved en nedgang i kontantlønnen, peger det i retning af, at den frie avis ikke i overvejende grad er ydet af hensyn til arbejdet”. Denne bemærkning var ikke medtaget i den første sag, som var afgjort 4 uger forinden og kan ses som en ”stramning”.

22-07-2010
Tilbage
Revisionsinstituttet . Skagensgade 1 . Boks 76 . DK-2630 Taastrup . Telefon 43 50 50 50 . fax 43 50 50 00kbhn@ri.dk