Erhvervsstyrelsen oplever, at mange fondsejede virksomheder registrerer flere oplysninger om reelle ejere, end reglerne kræver. Det sker især i fritekstfeltet, når fondsbestyrelsen registreres som reelle ejere.
Resultatet er unødigt arbejde, større risiko for fejl og mere komplekse registreringer end nødvendigt.
Hvad er kernen i ændringen?
Når en fond ejer eller kontrollerer en tilstrækkelig del af en virksomhed (typisk 25 % eller mere), og der ikke kan identificeres fysiske personer med direkte kontrol, skal fondens bestyrelsesmedlemmer registreres som reelle ejere.
Erhvervsstyrelsen præciserer nu, at fondsbestyrelsesmedlemmer skal registreres via feltet “Andre rettigheder”.
Fritekstfeltet skal ikke bruges til detaljerede procentangivelser af kapital- og stemmeandele for de enkelte bestyrelsesmedlemmer. De konkrete ejer- og stemmeandele hører kun hjemme i registreringen, hvis personen også ejer en tilstrækkelig andel direkte i virksomheden.
Hvad skal der stå i fritekstfeltet?
Erhvervsstyrelsen anbefaler, at I nøjes med en kort standardtekst:
Andre rettigheder: [Navn på bestyrelsesmedlem] er medlem af bestyrelsen i [Navn på fond], der [direkte/indirekte] ejer en tilstrækkelig del af ejerandelene eller stemmerettighederne i virksomheden, hvorved fondens bestyrelsesmedlemmer anses for virksomhedens reelle ejere.
Det er tilstrækkeligt. Der er ikke krav om, at I beskriver det enkelte bestyrelsesmedlems ejer- eller stemmeandel, når vedkommende alene er reel ejer via bestyrelsesposten i fonden.
Hvad bør I gøre nu?
Hvis I er fondsejede eller arbejder med fondsejede strukturer, kan det være relevant at:
- gennemgå eksisterende registreringer af reelle ejere
- fjerne unødigt detaljerede beskrivelser i fritekstfeltet
- anvende den anbefalede formulering fremover
- bruge Erhvervsstyrelsens vejledning om reelle ejere som opslagsværk ved tvivl, især ved indirekte ejerskab og ejerkæder.
Hvordan kan Ri hjælpe?
Hos Ri hjælper vi løbende fonde og fondsejede selskaber med at få registreringen af reelle ejere til at hænge sammen med den faktiske ejerstruktur. Det handler både om at finde frem til, hvem der faktisk skal registreres, og om at få ryddet op i gamle registreringer, der måske er blevet for detaljerede eller uoverskuelige med tiden.
Vi tager udgangspunkt i jeres konkrete struktur og sikrer, at I lever op til kravene, uden at registrere mere end I behøver.
I er velkomne til at kontakte os, hvis vi skal tage en konkret gennemgang sammen med jer.


