
Der er kommet en række nye styresignaler på gaden, som Skattestyrelsen offentliggjorde i slutningen af august 2025. De har været længe undervejs.
Tilbage i sommeren 2022 sendte Skattestyrelsen en række udkast til styresignaler på gaden vedrørende ændring af praksis for moms på en lang række områder inden for undervisning, kursusaktiviteter, holdundervisning og privatundervisning m.v.
Siden sommeren 2022 har den potentielle ændring af praksis samt fortolkningen af gældende ret stået i stampe, da vi har afventet de endelige styresignaler. I forvejen var dette fagområde – set med momsmæssige briller – blandt de mere komplekse områder inden for momslovens anvendelsesområde. Det er derfor godt at konstatere, at de gamle udkast til styresignaler nu omsider er blevet erstattet af de endelige styresignaler.
Er vi så glade og tilfredse med indholdet af styresignalerne? Det afhænger vist i høj grad af de øjne, som skal læse indholdet!
I øvrigt forlyder det på ”vandrørene”, at der er flere regler på vej, hvor målgruppens alder (deltagerne) kan komme i spil vedrørende vurdering af momspligten.
Styresignaler
Styresignalerne hedder SKM2025.453.SKTST, SKM2025.454.SKTST og SKM2025.455.SKTST. Hvis du ønsker at nærlæse indholdet, kan du finde styresignalerne på Skattestyrelsens hjemmeside her: https://info.skat.dk/data.aspx?oid=491
Undervisning kan forekomme i mange situationer og sammenhænge, som ikke nødvendigvis indebærer at sidde i et lokale og modtage undervisning fra en underviser. Undervisning kan også forekomme inden for mere kreative genrer såsom klaver, musik, sang, dans, madlavning, sprog, yoga og fitnessaktiviteter m.v.

Yoga og fitnessaktiviteter m.v.
Momsfritagelsen for undervisning i fitnesscentre inden for spinning, crossfit og zumba m.v. bliver momspligtig med virkning fra den 1. januar 2026. Det samme gælder undervisning i fx yoga og dans. Momspligten kommer til at gælde de kommercielle virksomheders udbud af aktiviteterne, mens idrætsforeningers udbud af de samme aktiviteter forbliver momsfritaget, når der er tale om foreningernes medlemsvendte aktiviteter mod betaling af kontingent.
Undervisning på mere traditionelle aftenskoler og daghøjskoler m.fl.
Undervisningsaktiviteter berettiget til tilskud efter folkeoplysningsloven flyttes ud af den eksisterende momsfritagelse og flyttes til momsfritagelsen under kulturelle aktiviteter, når disse ydelser leveres af aftenskoler, daghøjskoler og folkeuniversiteter. Skattestyrelsen bemærker, at det ikke er afgørende, om der konkret er modtaget tilskud til den enkelte undervisningsydelse. Det er derimod afgørende, om udbyderen og ydelsen objektivt set opfylder betingelserne i folkeoplysningsloven for at kunne modtage tilskud.
Skattestyrelsen har på denne baggrund fortolket folkeoplysende undervisningsaktiviteter som en del af den danske historie, formål, vision og samfundsmæssige betydning og som en integreret del af den danske kultur.
Undervisning inden for det traditionelle uddannelsessystem
Undervisning inden for det almindelige uddannelsessystem med folkeskoler, ungdomsuddannelser, erhvervsuddannelser, universiteter m.v. forbliver momsfri, da disse uddannelser indeholder en bred kreds af fag m.v., som ikke nødvendigvis er målrettet et specifikt erhvervsrettet formål.

Undervisning i enkeltfag
Undervisning i enkeltfag bliver særligt påvirket af praksisændringen og kommer til at berøre både boglige og kreative fag som instrument-, musik-, sprog-, tegne-, madlavnings-, keramik- og sangundervisning m.fl., der med virkning fra den 1. januar 2026 bliver omfattet af momspligten, når dette ikke sker i ”aftenskole-regi”. Privatundervisning vil derfor i væsentlig udstrækning blive påvirket af momspligten. Undtagelsen for momspligten vil dog omfatte ”faglig undervisning”.
Undervisning kan momsfritages som ”faglig undervisning”, såfremt undervisningen fører til tilegnelse af viden eller færdigheder, der hovedsageligt anvendes med henblik på en bestemt erhvervsaktivitet. I styresignalet er der som et eksempel nævnt, at undervisning i fagengelsk efter en konkret vurdering kan momsfritages. Momsfritagelse udelukkes ikke af, at undervisningen i mindre grad kan anvendes privat, som tilegnelse af sprog generelt må antages at kunne.
Lønsumsafgift
Uden at gå nærmere i detaljer kan vurderingen af spørgsmålet om momspligt og rækkevidden af momsfritagelsen bevirke, at der også skal foretages en nærmere afklaring af de afledte konsekvenser vedrørende opgørelse og afregning af eventuel lønsumsafgift. Bliver kurser og undervisning fx momspligtige fra 1. januar 2026, skal der ikke samtidigt afregnes lønsumsafgift af samme aktivitet.
Muligt skattefradrag for motion mv. via årsopgørelsen
Der er nok ingen tvivl om, at praksisændringerne kan gøre ondt på visse målgrupper, når priserne formentligt får et løft pga. momspligten.
Regeringen udsendte samtidigt med styresignalerne en pressemeddelelse om ønsket om at indføre et skattefradrag for motion samt undervisning i sang og musik i kommercielt regi.
Fradraget vil bl.a. komme til at kunne omfatte yoga, spinning, crossfit, dans og anden holdundervisning i kommercielle fitnesscentre, private yogastudier, danseskoler, sang og musik i kommercielt regi m.v.
Generelt kan man udtrykke taknemmelighed for regeringens forsøg på at afværge prisstigninger. Men hvis det sker på bekostning af nogle målgrupper og ikke alle, og løsningen gennemføres ved at skabe et endnu mere tungt, omfangsrigt og bureaukratisk skattesystem, så er vi nok ikke de store tilhængere af tiltaget. Så skal der vel også indføres skattefradrag for stigende priser på kaffe, mælk og agurker, ligesom der også bør imødekommes skattefradrag for den almennyttige foreningsidræt!
Afsluttende bemærkninger
De udsendte styresignaler løser givetvis afklaringen af momspligten på en række områder, men rejser også nye problemstillinger, hvor rækkevidden af enten momspligten eller af momsfritagelsen på nuværende tidspunkt kan være vanskelig at afgrænse.
Har du afklarende spørgsmål eller behov for yderligere rådgivning om momsmæssige spørgsmål m.v., er du velkommen til at kontakte os. Du kan sende en mail til os på skat@ri.dk.
Vi kan også assistere med at indhente et bindende svar fra Skattestyrelsen, hvis det vurderes nødvendigt.




