Fristen for at udfylde oplysningsskemaet på TastSelv/Borger er den 1. juli, så hvis årsopgørelsen har stået på to-do-listen siden marts, er det måske nu, du skal få kigget på det.
For dig med en personligt ejet virksomhed er der mere at forholde sig til end for de fleste: Virksomhedsresultat, fradrag, kørsel, pension og måske også et kig frem på forskudsopgørelsen for 2026. Her får du et overblik over det vigtigste.
To frister du skal kende
Har du pligt til at udfylde oplysningsskema (det, der tidligere hed den udvidede selvangivelse), er din frist 1. juli 2026. Her indberetter du virksomhedens faktiske resultat: Overskud i rubrik 111, underskud i rubrik 112.
Overskrider du fristen for oplysningsskemaet, kan det udløse et skattetillæg. Vær ude i god tid – især hvis der mangler bilag eller dokumentation.
Mens du har tallene fremme: Tjek forskudsopgørelsen for 2026
Årsopgørelsen ser bagud, men brug den som anledning til at kigge fremad: Passer forskudsopgørelsen for 2026 med virkeligheden? Afviger dit forventede overskud fra det, der står i forskudsopgørelsen, bør du justere din B-skat nu. Det mindsker risikoen for en stor restskat næste forår.
Det bør du tjekke – punkt for punkt
Virksomhedens resultat og fradrag
Er alle indtægter bogført? Er de relevante driftsudgifter kommet med? Husk at korrigere for private andele, og tjek, at moms, løn til medarbejdere, renter og afskrivninger er behandlet korrekt.
Kørsel
Bruger du din private bil erhvervsmæssigt, kræver fradrag for skattefri kørselsgodtgørelse et detaljeret kørselsregnskab. Satserne for 2025 er 3,81 kr./km op til 20.000 km og 2,23 kr./km derover. Bemærk, at kørsel mellem bolig og fx fast forretningsadresse og værksted m.v. ikke er at betragte som erhvervsmæssig kørsel, men privat kørsel. Har du faste lokaler uden for hjemmet og mere end 12 km dertil, kan du i stedet have ret til befordringsfradrag på lige fod med lønmodtagerne.
Rejsefradrag
Har du afholdt rejseomkostninger i forbindelse din virksomhed, kan disse fradrages. Ved erhvervsmæssige rejser på over 24 timer med overnatning, og hvor du på grund af afstanden mellem bopælen og den midlertidige arbejdsadresse ikke har kunnet overnatte på sædvanlig bopæl, kan du fratrække 149,25 kr. pr. døgn til småfornødenheder på årsopgørelsen, forudsat at din virksomhed ikke dækker disse udgifter. Se også vores pjece ”Skattefri kørsels- og rejsegodtgørelse 2025”.
Pension
Er indbetalingerne indberettet korrekt fra pensionsselskabernes side? Loftet for ratepension og ophørende livrenter er 65.500 kr. i 2025. Har du indbetalt for meget, bør du rette henvendelse til dine pensionsselskaber og bede dem returnere det overskydende beløb, så du undgår dobbeltbeskatning ved udbetaling.
Servicefradrag og håndværkerfradrag
Disse indberettes ikke automatisk – du skal selv medtage dem på årsopgørelsen. For 2025 er lofterne 17.500 kr. pr. person for servicefradraget (rengøring, havearbejde m.v.) og 8.600 kr. pr. person for håndværkerfradraget (grønne istandsættelser). Der er kun fradrag for arbejdslønnen. Arbejdet skal være betalt elektronisk.
Aktier og investeringer
Skattestyrelsen modtager oplysninger fra danske banker og fx Nordnet, men tjek alligevel beregningerne. Hvis du har handlet via udenlandske platforme, har du selv pligt til at opgøre og indberette gevinster og tab. Har du depot eller konti i udlandet, skal det oplyses til Skattestyrelsen, og du kan miste fradragsretten for tab, hvis oplysningerne ikke er indberettet rettidigt.
Udenlandske aktiver og ejendomme
Danmark beskatter efter globalindkomstprincippet. Udenlandsk indkomst og ejendomme skal med på den danske årsopgørelse – også selvom der eventuelt allerede er betalt skat i udlandet.
Velgørenhed
Donationer til godkendte organisationer indberettes som regel automatisk – men ikke altid ved MobilePay-overførsler. Husk at tjekke, at beløbet er med. Loftet for fradragsberettigede gaver er 19.000 kr. i 2025.
Restskat: Betal inden 1. juli
Viser årsopgørelsen restskat, er det en fordel at betale restskatten frivilligt inden 1. juli 2026, hvor der tilskrives en dag-til-dag rente på 3,7 %. Efter den 1. juli 2026 beregner Skattestyrelsen et procenttillæg, således at restskatten stiger til samlet 5,7 %.
Har du lukket din virksomhed i 2025?
Så skal du stadig indberette resultatet for den periode, virksomheden var aktiv. Kontroller, at CVR-nummeret er korrekt afmeldt, og at du ikke fortsat opkræves B-skatter. Dette kan rettes via forskudsopgørelsen. Der kan desuden være forhold om moms, varelager eller virksomhedsordningen, der skal håndteres særskilt ved ophøret.
Er du i tvivl om noget?
Skat for selvstændige kan hurtigt blive komplekst. Hvis du har brug for hjælp, er du altid velkommen til at kontakte vores skatteafdeling på skat@ri.dk.




