
Den 1. januar 2026 blev satserne for energiafgifter igen justeret, og det samme gælder for godtgørelsessatserne.
Tilbage i 2025 kom indfasningen af den grønne skattereform. Den grønne skattereform gør det markant dyrere for mere tunge virksomheder og industrivirksomheder m.fl. at bruge naturgas og andre fossile brændsler på grund af den kraftigt stigende CO2-afgift. Reglerne bliver kort omtalt nedenfor i hovedtræk.
Omlægningen af energiafgifterne kom i det væsentligste til at betyde, at virksomheder, der ikke omfattet af den såkaldte CO2-kvoteregulering, som antages at være langt hovedparten af virksomhederne, fik fra 2025 godtgjort den fulde energiafgift på energi, der anvendes til procesformål, men til gengæld kommer til at betale den stigende CO2-afgift. CO2-afgiften er ikke en afgift på udledning af CO2, men på brugen af fossile brændsler, som fra 2025 og frem til 2030 gradvist kommer til at veje tungere.
Skemaet nedenfor viser de mest almindelige satser på energiafgifter, som kan godtgøres. For de fleste virksomheder og visse foreninger m.fl. er det især godtgørelse af el- og vandafgifter, der er relevant at sætte fokus på.
For så vidt angår virksomheder inden for de liberale erhverv, kan disse virksomheder ligeledes få godtgjort elafgift efter de samme regler og satser som for andre virksomheder. De almindelige godtgørelsesbetingelser skal dog overholdes. Det betyder dermed, at fuldt momspligtige virksomheder alene betaler en afgift på 0,4 øre pr. kWh, som svarer til EU’s minimumssats. Vær opmærksom på, at sidstnævnte ikke omfatter elektricitet til opladning af elbiler.
Satserne nedenfor gælder indkøb, der leveres og faktureres efter 1. januar 2026. Husk derfor at tilpasse afgiftssatserne, når I bogfører og foretager beregning af godtgørelserne
| Energitype | Beløb/enhed | Afgiftssats 2025 | Afgiftssats 2026 | Godtgørelse 2026 |
| Elektricitet | Øre/kWh | 72,0 | 0,8 | 0,4* |
| Vand | Kr./m3 | 6,37 | 6,37 | 6,37** |
| Naturgas | Kr./m3 | 1,369 | 1,383 | 1,383 øre*** |
| Anden gas- og dieselolie | Kr./liter | 1,241 | 1,254 | 1,254 øre*** |
| Fuelolie | Kr./liter | 1,406 | 1,421 | 1,421 øre*** |
Afgift på elektricitet
*Momsregistrerede virksomheder og visse foreninger m.fl. kan som udgangspunkt få godtgjort afgiften på elektricitet. Udøves både momspligtige og momsfrie aktiviteter, vil godtgørelse kunne ske delvist med splitmomsprocenten, medmindre forbruget udelukkende kan henføres til enten de momspligtige eller de momsfrie aktiviteter.
Elafgiften er for 2026 og 2027 ekstraordinært nedsat til 0,8 øre/kWh, hvorfor godtgørelsesbeløbet ligeledes nedsættes tilsvarende.
Siden 1. januar 2021 har det været nemmere at få opgjort og godtgjort afgiften på elektricitet for de fleste virksomheder og for visse foreninger m.fl. Adskillelse af forbruget til enten procesformål og komfortformål er ikke længere relevant, da godtgørelse sker med de samme satser. Godtgørelse af elektricitet skal dog fortsat reduceres med 0,4 øre/kWh, som vedrører EU’s minimumskrav til afgift, som virksomheder m.fl. selv skal afholde.
Der gælder særlige godtgørelsesregler og -satser for mere tunge virksomhedsaktiviteter ved produktions- og fremstillingsanlæg samt for virksomheder inden for landbruget og gartnerier m.v. Disse regler og satser er ikke beskrevet nærmere i denne artikel.
**Momsregistrerede virksomheder og visse foreninger m.fl. kan få godtgjort vandafgiften i samme omfang, som virksomhederne har fradragsret for momsen (splitmoms). Der er ingen begrænsninger i godtgørelsen, blot vandet er forbrugt af virksomheden og foreningen m.v. i forbindelse med momspligtig aktivitet. Dermed kan alle typer af momspligtige virksomheder og visse foreninger m.v. få godtgjort vandafgift.
***Visse produktions- og fremstillingsvirksomheder kan få godtgjort afgiften på forskellige brændsler, der anvendes til produktion og fremstilling af visse varegrupper i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for momsen. Det forudsætter som hovedregel, at brændslerne ikke bidrager til opvarmning af lokaler. Ligeledes, at brændslerne ikke anvendes til motorbrændstof. Godtgørelsessatserne gælder kun for forbrug til procesformål.
Med virkning tilbage fra 2025 gælder nu de særlige regler for CO2-kvoteregulerede virksomheder samt ved lagring af CO2-udledning. Tilbage fra 2025 gælder der ikke længere særregler for virksomheder indenfor landbrug og gartneri mv.
Som hovedregel skal godtgørelsen beregnes ud fra energiindholdet i brændslet. Dette kan dog ofte være vanskeligt at opgøre. Godtgørelsen indtil 2024 var derfor i stedet en opgørelse baseret på reduktion af energiafgiften på fakturaen med 13,53 %. Det betød, at der tilbage i 2024 vil kunne godtgøres 86,47 % af afgiften på brændslerne. Satserne ovenfor er anført uden tillæg af CO2-afgift, da CO2-afgiften kun i begrænsede situationer kan godtgøres.
Tilbage fra 2025 har den grønne skattereform betydet en ændring af sammensætningen af energiafgifterne, hvor selve afgiften nu i udgangspunktet kan godtgøres fuldt ud, men med den nu lavere afgiftssats, hvorimod den reelle meromkostning for virksomhederne m.fl. nu flyttes over på CO2-afgiften, jf. nedenfor.
CO2-afgift
CO2-afgiften betales af alt forbrug af fossile brændsler, uanset om disse anvendes til procesformål eller til opvarmning og varmt vand. Afgiften i 2025, 2026 og efterfølgende år er væsentligt højere end i 2024, jf. tabellen nedenfor.
Godtgørelsen i 2026 svarer til 42,67 % af afgiften, når energien anvendes til procesformål. Godtgørelsen aftrappes over de kommende år og bortfalder helt fra 2030. Den midlertidige delvise godtgørelse af CO2-afgift for den omfattede ikke-kvoteomfattede energi reduceres hen over perioden 2025-2029.

Nedtrapning af godtgørelsen for 2025-2029. Fra 2030 ophører mulighed for godtgørelsen.
Den stigende CO2-afgift påvirker virksomhederne meget forskelligt, fordi en række særregler bortfalder.
| Energitype – CO2-afgift | Beløb/enhed | Afgiftssats 2025 | Afgiftssats 2026 | Godtgørelse 2026 |
| Naturgas | Kr./Nm3 | 1,922 | 1,942 | 0,828 |
| Gas- og dieselolie | Kr./liter | 2,261 | 2,284 | 0,974 |
| Fuelolie | Kr./liter | 2,700 | 2,728 | 1,164 |
Dokumentationskrav mv.
Til dokumentation af godtgørelsesbeløbet skal virksomheden kunne fremlægge fakturaer eller særskilte opgørelser, der kan danne grundlag for opgørelsen af godtgørelsesbeløbet. Læs mere her på Skattestyrelsens hjemmeside: https://info.skat.dk/data.aspx?oid=2062215&chk=220354
Mere information
Artiklen er af vejledende karakter. Særligt reglerne for godtgørelse af energiafgifter på brændsler (gas, kul og olie m.v.) og CO2-afgift m.v. er meget komplicerede, og der bør i alle henseender søges konkret rådgivning om disse regler og eventuelle godtgørelsesmuligheder.
Har du afklarende spørgsmål eller behov for yderligere rådgivning om godtgørelse af energiafgifter m.v., er du velkommen til at kontakte skatteafdelingen på: skat@ri.dk




